Er det mest effektivt at cykle i intervaller?
Hvor meget vinder jeg ved at cykle i intervaller fra lyskryds til lyskryds i stedet for at fange den grønne bølge?

Intervaltræning er den bedste og hurtigste måde at øge konditionen og energiforbruget på. Intervaltræning betyder at du træner i fx 30 sekunder og holder 1 minuts pause, så arbejder du igen i 30 sekunder på fuld tryk og holder igen pause. Intervallerne kan varieres i en uendelighed. Fordelen ved intervaltræning er at du ved at lave fx 5-10 intervaller får trænet din kondition (iltoptagelse) på højeste niveau og du får belastet musklerne meget. Lægges den tid hver interval varer sammen, så træner du ret længe på en høj intensitet. Meget længere end du ville kunne belaste kroppen hvis du skulle træne ved samme høje intensitet ved konstant arbejde. Så du vinder rigtigt meget ved at indsætte små spurter på din almindelige cykeltur. En god måde at starte intervaltræning er ved at arbejde så hårdt du kan i den periode eller på den distance du har bestemt dig for og derefter skal du holde pause/arbejde let i dobbelt så lang tid som du arbejdede hårdt. Dvs. spurter du i 60 sekunder skal du cykle helt roligt i 120 sekunder og så i gang på fuld tryk igen.