Er du kommet godt i gang med motion og træning her efter nytår? Eller bliver du ved med at udskyde det og har tonsvis af undskyldninger for ikke at være kommet i gang? Uanset hvad kan du hente inspiration i nedenstående 4 tips til at få succes med træningen nu og i fremtiden.

  1. Find en motions-/træningsform eller to som du kan lide. Prøv nogle forskellige træningsformer inden du beslutter dig endeligt. Og gør det nu! Prøv noget forskelligt. Hvis du adskillelige gange har forsøgt at holde fast i træningen uden held, skal du søge efter nye træningsformer. Du skal vælge efter hvad du bedst kan lide og ikke efter hvor effektivt det er. Træning der er effektivt, som du ikke bryder dig om kan ende med at blive meget ineffektivt, hvis du mister lysten til at træne. Vil du træne hjemme eller ude? Alene eller sammen med andre? På faste træningstidspunkter eller når du vil? Er du bedst til at holde fast ved træningen, når du ved at der står nogen og venter på dig eller er det bedst for dig, at du kan træne, når som helst og hvor som helst, er det bedst at der er en instruktør der svinger pisken eller vil du hellere træne i dit eget tempo? Gør dig det klart inden du vælger træningsform.
  2. Afsæt tid i din kalender til træning, så du ikke ”glemmer” at du skal træne og ”pludselig” er der ikke tid. Ved du af erfaring, at du har svært ved at holde fast i regelmæssig træning, er det til stor hjælp at blive mindet om det, når du kigger i kalenderen.
  3. Tag træningstøjet på når du kommer hjem fra arbejdet eller som det første du gør når du står op. Det fremmer chancen for at du får trænet, for ellers føler man sig dum, når man trasker rundt i træningstøj til ingen verdens nytte. Samtidig bliver du ved med at minde dig selv om, at du skal huske at få trænet. Træner du lige efter arbejde, så pak træningstasken aftenen før og stil den foran entredøren, så du husker at få den med på arbejdet.
  4. Sæt dig realistiske mål. Arbejder du 40 timer om ugen, har to timers transporttid til og fra arbejdet, børn og hund, så kan det være svært at få tid til at træne 2 timer om dagen 4 dage om ugen. Og det er heller ikke det der skal til. Træning 2-3 gange om ugen i en time for fuld udblæsning er rigeligt til at komme i bedre form og nå et resultat med træningen, hvis du samtidig sørger for at bevæge dig mere i hverdagen ved at cykle, gå, tage trappen osv.. Ved du af erfaring, at du ikke kommer ud af døren til træning mere end 1 gang om ugen, så sæt dig det som mål. En gang træning om ugen er uendeligt meget bedre end nul gange om ugen. Det er ikke enten eller. Du skal være realistisk med din målsætning, for at du opnår succes. Sætter du dine mål for højt, så når du dem ikke, oplever et nederlag og så er det fristende at lade stå til og lægge sig tilbage på sofaen.