Jeg vil gerne investere i mine egne håndvægte, så jeg kan træne derhjemme. Hvad skal jeg kigge efter?

Der findes et utal af forskellige håndvægte på markedet og der er lige så mange forskellige kvaliteter og priser på dem. Når man træner med håndvægte, så kræves der forskellig vægt/belastning til forskellige muskelgrupper, så for at kunne træne hele kroppen optimalt med håndvægte kræves at du har dem i forskellige størrelser. 3-4 forskellige størrelser vil være et godt udgangspunkt.
 
Fx: 2, 4, 8 og 10 kilos håndvægte. De tungeste er til benøvelser og til træning af komplekse bevægelser som fx brystpres, rowing etc og de lettere er til de mindre muskelgrupper som fx skuldre og arme. De faste håndvægtstørrelser er fra mit synspunkt de bedste for de giver en stabil vægt at flytte rundt med, men de fylder jo også meget, så det kan være en god investering at købe udskiftelige håndvægte.
 
De kommer som regel i et sæt som er let at opbevare og nemme at skifte vægt på, så du hurtigt kan få den rette vægt til dine øvelser. 

Når du køber håndvægte, så køb nogle der er polstrede, hvis du har trægulv der, hvor du træner, så du ikke laver buler i gulvet, hvis du taber håndvægtene. Grebet på håndvægtene skal helst være ru eller af andet materiale som er skridsikkert, så du ikke risikerer at tabe vægtene, når du er i gang. generelt er det en god ide at lægge en træningsmåtte under dig, når du træner med vægtene, så hvis du taber vægten, så lander den ”blødt” og du skåner dine gulve og dine underboer.

Hvis din økonomi ikke er til de mange håndvægtssæt eller til de justerbare sæt, så kan du selv lave de mindste håndvægte ved at komme sand i ½, 1 og 1½ liters flasker. Når du kommer fint sand i flaskerne vejer de ca. hhv 1,2 og 3 kilo. Og så kan du købe de tungere vægte så du kan træne dine ben optimalt. Du kan også være endnu mere alternativ og bruge en rygsæk hvor du kommer vandflaskerne med sand i så den vejer fx 10 kilo og så tage den på ryggen og lave dine benøvelser.