Har du hørt om Annette Fredskov, der har løbet 366 maratons på et år? Hun løb sit 366. løb i juli i år – og havde dermed slået eksisterende rekord på 365 maratonløb på et år. Hun løb et maraton hver eneste dag bortset fra den allersidste dag – hvor hun løb 2 maratonløb i træk! Et maraton er 42,195 kilometer! Det er er for det første rigtigt mange kilometer hun har løbet på et år, men det er egentlig ikke det jeg er så fascineret af. Det jeg  er fascineret af er at hun har gjort det HVER eneste dag. Dvs. hun har også gjort det de dage hvor hun har været dødtræt og demotiveret. Sportsfolk der bryder deres fysiske grænser på den måde lærer en masse om hvor meget det mentale betyder for at holde fast. Du kan også lære dig selv meget bedre at kende og blive stærkere mentalt, ved at give dig selv udfordringer. Du kan lade dig inspirere af Annettes præstation og finde på noget du skal gøre hver eneste dag i et år. Du kan fx løbe 1 kilometer hver dag i et år. Du kan meditere i 5 minutter hver dag i et år. Du kan rense din hud og tage natcreme på hver dag inden du går i seng i et år.  Du kan øve dig i at spille på guitar eller kaste med dartpile i 10 minutter hver dag. Du kan sætte dig et mål som er muligt at gennemføre med den dagligdag du ellers har. Og hvis du vil lære dig selv bedre at kende, så skal du observere hvad du tænker de dage hvor du ikke har lyst til at gennemføre. Hvad siger du til dig selv? Hvilke argumenter bruger du for at slippe fri?
Når du har sat dig dit mål, så lav et skema hvori du kan sætte X hver gang du har gjort det du har aftalt med dig selv. Det virker motiverende at se flere og flere felter i skemaet blive fyldt ud.