I disse tider slås det stort op at vi skal sørge for at træne vores kroppe – og det er der bestemt god grund til at få danskerne i gang med. Og flere og flere følger de gode råd og bevæger sig mere. Og stadig flere træner mere og mere i troen på at jo mere jo bedre. Antallet af ekstrem-konkurrencer vokser hastigt og ligeledes gør antallet af deltagere i disse arrangementer. Hvor sundt er det egentligt for at kroppen at presse den til sit yderste? Og hvor sunde er de mange lange træningspas som kræves for at træne kroppen til de krævende distancer? Som med alt andet så er overdreven brug ikke godt. Så de endeløse kilometer som bliver tilbagelagt for at træne sig op til at gennemføre fx et marathon kan for nogen blive en slidsom affære.

At træne sig op til at løbe bare et enkelt marathon kan for nogen blive en oplevelse for livet – bogstavelig talt, for er kroppen stresset pga. deadlines, aftaler, præstationer, dårligt selvværd og mangelfuld ernæring og man deroveni tilfører en gigantisk træningsmængde, så kan det give mén i lang tid frem. Længerevarende stress giver nemlig en lang række fysiske og mentale forandringer som kan blive varige, hvis de ikke tages seriøst i tide.

Træning er stress for kroppen. Og længerevarende stress er nedslidende for kroppen og din energi. Selvom træning kaldes god stress, så er der ikke forskel på stress. stress er stress uanset hvorfor den opstår. Derfor giver store træningsmængder en form for kronisk stress som kan resultere i overdreven træthed, forkølelser, smerter og stivhed i led og muskler, søvnproblemer, mindsket lyst til socialt samvær også med tætte relationer, humørsvingning, manglende koncentrationsevne, rastløshed og øget trang til sukker og/eller alkohol og meget andet. Disse effekter er blandt de veldokumenterede. Dertil kommer der en række mere eller mindre dokumenterede effekter på hukommelsen og psyken, herunder depressioner.
Længevarende stress medfører et større forbrug af vigtige næringsstoffer i kroppen, som vitaminer, enzymer, sporelementer og specifikke aminosyrer. Dette øget forbrug tærer på kroppens egne lagre af næringsstoffer og hvis tilførslen af disse via kosten ikke er tilstrækkelig kan mængderne i kroppen blive mangelfulde og dermed følger en række symptomer på næringsmangel.