Træning med vægte

Jeg er begyndt at træne med vægte, men jeg er bange for, at jeg får strækmærker, hvis mine muskler vokser for hurtigt. Gør de det?

Hvis du er kvinde, så skal du som sådan ikke være bange for at dine muskler vokser så hurtigt at du får strækmærker af det. Der er meget få kvinder, der har tendens til at musklerne vokser så hurtigt at det giver strækmærker hvis ellers kosten er sund.

Men også i det hele taget, for kvinders muskler vokser ikke ret hurtigt ved almindelig styrketræning fordi vi ikke producerer så meget af de hormoner, der får musklerne til at vokse. Og samtidig skal der omkring 6-8 ugers regelmæssig træning til før at musklerne begynder at vokse for alvor, så huden bør have tid til at kunne tilpasse sig uden at der opstår problemer.

Men hører du til dem der let får strækmærker, så kan det være en god ide at kigge på kosten og se om den indeholder tilstrækkeligt med næring til at din hud får de stoffer den skal have for at virke optimal. Huden er et af de steder kroppen først sparer, hvis den ikke har nok næring til alle celler – og det kan give strækmærker. For at give huden nok næring skal din kost indeholde tilstrækkeligt af protein, fedt (de gode fedtstoffer), væske og vitaminer og mineraler – og alt det får du ved at spise mad der er genkendeligt og af god kvalitet.

Dvs. maden skal ligne det den ligner når den kommer direkte fra naturen – og så skal den behandles skånsomt, så den bibeholder sin næring. Spis min. 600 gram grønsager du tygger grundigt dagligt, drik 1/3 af din kropsvægt i dl. Vand, spis et tilskud af omega 3 fedtsyrer, spis fede fisk min. 3 gange om ugen, spis proteiner (æg, kød, fisk, bønner og linser) til alle dine måltider og spis gerne et multivitamintilskud dagligt. Så giver du din hud de bedste forudsætninger for at virke efter hensigten – og så bør du ikke få strækmærker eller appelsinhud.