Har du tænkt over at vand er et fantastisk træningsredskab? Har du tænkt over at du kan styrke din krop, mens du køler af efter solbadning eller efter en gåtur langs vandet? Træning i vand er ikke kun god træning for alle dine muskler og led, det er lige frem skånsomt og samtidig har du et højt energiforbrug, når du laver øvelser i vandet. Så hvad med at prøve lidt vandtræning når du alligevel er på stranden eller ved poolen?
Alle bevægelser giver modstand. Der er ikke dele af bevægelserne, der er lettere at udføre end andre, for uanset om du løfter eller sænker armene, så er der modstand fra vandet – og det er noget af det, der er anderledes ved at træne i vand i forhold til på land.
Du vejer kun ca. 10 % i vand af hvad du vejer på land. Dvs. vejer du 70 kilo på land vejer du kun 7 kilo i vandet, hvilket gør vand ideelt som træningsredskab for overvægtige, gravide og dig, der har skader.
Du får god stabilitetstræning. Det stilles store krav til stabiliteten i leddene i kroppen at træne i vand – og man bliver hurtigt afsløret, hvis man ikke gør øvelserne rigtigt, for så vælter man i vandet, eller fødderne løfter sig fra bunden, så man flyder ovenpå som en korkprop.
Du kan lave god træning selvom du har skader.  Belastningen på kroppens led nedsættes væsentligt i vandet og vandet stimulerer musklerne omkring leddene til at arbejde optimalt, så derfor kan du lave mange bevægelser i vandet som stort set er umuligt at lave på land, når du har en skade.
Du forbrænder op til 3 gange så meget energi i vandet som ved samme øvelser lavet på land.
Eksempler på øvelser:
Løb på stedet
Lav sprællemandshop
Hop
Sving armene i forskellige retninger under vandet
Løb fremad i vandet