Effektiv Slankeskole 

Uge 27


Når træning er dårligt
I disse tider slås det stort op, at vi skal sørge for at træne vores kroppe – og det er der bestemt god grund til at få danskerne i gang med. Og flere og flere følger de gode råd og bevæger sig mere. Og stadig flere træner mere og mere i troen på at jo mere jo bedre. Antallet af ekstrem-konkurrencer vokser hastigt og ligeledes gør antallet af deltagere i disse arrangementer. Hvor sundt er det egentligt for at kroppen at presse den til sit yderste? Og hvor sunde er de mange lange træningspas som kræves for at træne kroppen til de krævende distancer? Som med alt andet så er overdrivelse ikke godt. Så de endeløse kilometer kan for nogen blive en slidsom affære. 
At træne sig op til at løbe bare et enkelt marathon kan for nogen blive en oplevelse for livet – bogstavelig talt, for er kroppen stresset pga. deadlines, aftaler, præstationer, dårligt selvværd og mangelfuld ernæring og man deroveni tilfører en gigantisk træningsmængde, så kan det give mén i lang tid frem. Længerevarende stress giver nemlig en lang række fysiske og mentale forandringer som kan blive varige, hvis de ikke tages seriøst i tide. 
Jeg har gjort op med distanceræset. Jeg løber maksimalt 8 kilometer af gangen – og helst kun 5. Til gengæld træner jeg på at blive bedre og bedre til at løbe 5 kilometer. 
Er du til de lange seje træk?


Overtræning er stress
Træning er stress for kroppen. Og længerevarende stress er nedslidende for kroppen og din energi. Selvom træning kaldes god stress, så er der ikke forskel på stress som sådan. Stress er stress uanset hvorfor den opstår. Derfor giver store træningsmængder en form for kronisk stress som kan resultere i overdreven træthed, forkølelser, smerter og stivhed i led og muskler, søvnproblemer, mindsket lyst til socialt samvær også med tætte relationer, humørsvingning, manglende koncentrationsevne, rastløshed og øget trang til sukker og/eller alkohol og meget andet. Disse effekter er blandt de veldokumenterede. Dertil kommer der en række mere eller mindre dokumenterede effekter på hukommelsen og psyken, herunder depressioner.
Længevarende stress medfører et større forbrug af vigtige næringsstoffer i kroppen. Det øgede forbrug tærer på kroppens egne lagre af næringsstoffer og hvis tilførslen af sund kost ikke er optimal kan mængderne i kroppen blive mangelfulde og dermed følger en række symptomer på næringsmangel. Du bliver bare ikke sundere af at træne i lang tid. 


Hvor meget skal jeg træne?

Der er ingen belæg for, at man skal træne kroppen i mere end 30-60 minutter dagligt, hvis man skal holde sig sund, bevare idealvægten og få energi. Snarere tværtimod: Jo flere timer du træner, jo højere er risikoen for, at du bliver overtrænet (overstresset), får en skade og tvinges til at tage en pause. Men du skal selvfølgelig bevæge dig udover det, du gør, når du træner. Du skal gå, gøre rent, tage trapperne, stå op i bussen osv. Det kan du gøre (næsten) alt det du vil uden at det giver problemer. Og det hjælper dig faktisk til at smøre leddene og bruge nogle kalorier uden at komme i overtræning/bliver overbelastet.

Træn som du bedst kan lide
Prøv et hold, som du ikke umiddelbart tror er noget for dig. Du kan blive overrasket. Prøv forskellige instruktører. Hver instruktør har sit særpræg og laver sin version af effektiv træning uanset om det er Totaltoning eller Pilates. Når du vælger træningsform, så vælg en, du kan lide, og kig ikke så meget på, hvor mange kalorier du nu brænder af på den. 

 


Ugens tip:

Hvis du skriver dine mål ned - også de helt små mål, så er der større chance for at du når dem. Dvs. laver du en aftale om træning tirsdag kl. 17, så skriv det i din kalender og lav en huskeseddel til køleskabet. Så minder du dig selv om de gode intentioner


 Her er link til gratis download af glutenfri opskrift på boller, der holder. ;-)

PC
Klik på højre mustast på din PC og vælg "Gem fil som" 

MAC
Hold CTRL nede imens du klikker på linket og vælg "Download"