Selvkontrol versus situationskontrol – part 3

Læste du mine andre tekster om selvkontrol versus situationskontrol?

Her kommer tredje del. Du kan også læse om hvorfor kartofler er gavnlige længere nede i mailen. 

Jeg forfølger viden om, hvad der skal til for at skabe forandringer. Og der er masser af viden derude.
Der er fx nogle der siger at det tager 21 dage at ændre en vane.
Andre siger, at du skal gøre noget 300 gange, for at vanen er forandret.
Men det er ikke hele sandheden. Det handler ikke bare om at gøre det igen og igen. For tænk bare på hvor mange gange du har skåret ned på kalorierne, haft en sukkerfri periode, spist efter keto-principperne, meldt dig ind i fitnesscentret – uden at det har ændret dine vaner for bestandigt.
Det er ikke lige så simpelt at ændre livsstilsvaner, som det er at ændre fx arbejdsrutiner eller huske at tage brugte indkøbsposer med til supermarkedet. 
For der er andet på spil end bare vaner….

Vaner er der for at gøre det let for os at have styr på mange ting. Så vaner er sådan set kun gode at have. Det er vanernes indhold, eller hvad man skal kalde det, som man kan dele op i dårlige vaner og gode vaner. 
Men vaner er som udgangspunkt gode. Du ville have noget sværere ved at leve et godt liv, hvis du ikke havde vaner. Vaner er automatiserede handlinger og gøremål. Så smart et system. 

Nå, men vanerne kan du ændre – forholdsvist nemt, hvis det er vigtigt nok at ændre dem. 

Men det er ikke kun vaner, der er på spil, når du vil spise mindre sukker eller mindre mad eller træne mere eller det hele på én gang. Det er ikke kun vaner, der er på spil, når du vil være mindre på de sociale medier eller spille Candy Crush lidt sjældnere. Det er derfor en fejl, hvis vi kun taler om vaner, når vi vil…. ja, ændre vaner.
Vi skal forstå, at der er andet på spil. 
Der er hjernekemi på spil. 
I din hjerne trigges forskellige stoffer i forskellige situationer. Og hjernen glemmer ikke så let. Jo, måske bliver korttidshukommelsen dårligere i visse situationer, men den ubevidste del af hjernen, som fx får dig til at tænke på, hvordan det vil være at spise en kanelsnegl, når du dufter nybagte kanelsnegle, den arbejder i det skjulte. Og den glemmer ikke. Det er fx derfor at visse dufte fx kan bringe minder om din barndom frem på et splitsekund. Minder du ikke har haft fremme i årevis. 
Dine hjerneceller har en enorm hukommelse. 

 Og den ved at småkager, wienerbrød, flødekager, lagkager, muffins, chokolade, is, kringler, kiks, chips, lakrids, skumslik, p-tærter, bolsjer, nutella, engelsk vingummi, cola, sprite, faxekondi og alt muligt andet “dårligt” mad giver et hjernekick. Hjernen producerer simpelthen neurotransmittere, der giver glæde og belønning, når du spiser den slags. Det er jo et paradoks, men hjernen ved ikke, at det er noget møg, den får. Den forholder dig til smag og kuhydrat/fedtindhold – og ikke til om det nu også er godt for resten af kroppen. Den bliver bare glad af det. Hjernen oversvømmes af glædesstoffer. 
Og den kan også blive glad ved tanken om det. Altså om maden. 
Og faktisk kan hjernen blive mere glad ved tanken om at få maden end den faktisk bliver ved at få selve “maden” eller hvad vi skal kalde alt “det usunde”. 
Det er bla. derfor at du kan have viiiildt lyst til fx wienerbrød og når du så har spist det, så fik du ikke det ud af det som du forventede, og så går du i gang med chips-resterne fra weekenden, og de giver så heller ikke det, som du troede, og så leder du videre i skuffer og skabe for at få noget, der kan give den tilfredsstillelse, som du troede du kunne få. 
Og det er det med at hjernen har en forventning til belønningen, der faktisk kan spænde ben for de gode intensioner.

I min næste mail vil jeg fortæller mere om det. Altså om hjernens forventning versus det den får. 
For vi skal forstå vores hjerner for at kunne få kontrol over vores vaner. Vi skal forstå det komplekse belønningssystem, som kører rundt i hjernen og forpurrer vores gode intensioner om at spise mindre, anderledes, bedre, sundere, grovere, fiberrigt osv. 

Skal man have hjerneforståelse? Nej, men det kan være godt at forstå, at vi er oppe imod en stærk modstander, når vi vil lægge sukker, slik og fastfood på hylden. Vi skal forstå hvordan vi tager kontrollen og ikke lader hjernen spille os et puds. For det gør den, hvis du ikke spiller med den.