Hvordan slipper jeg af med min ”mormor”-pukkel? (Fedtpude i nakken). Den er tydelig allerede nu, og jeg frygter, at den bliver endnu større, når jeg bliver ældre. Kan jeg træne eller slanke den væk?
Tantepuklen, mormorpuklen, grevindepuklen, som fortykkelsen i overgangen mellem skuldre og nakke så ”pænt” kaldes, er en fortykning der opstår pga. overbelastning af området omkring den 7. nakkehvirvel. Den 7. nakkehvirvel stikker i forvejen en smule længere ud end de andre hvirvler og fortykkes området yderligere, så fremkommer ”puklen”. Fortykningen opstår når området belastes forkert over en lang periode ved at hoved og nakke ikke holdes i sin optimale stilling. Tantepuklen ser ud til at gå i arv, men det ligger ikke i vores gener som sådan at vi skal have en pukkel. Den opstår når kropsholdningen er forkert i for lang tid. Puklen er tydeligere når du også har ekstra fedt lagret i området, men den forsvinder ikke ved slankning. Eneste måde at komme af med den på er ved at mindske belastningen.
Hovedet og nakkehvirvlerne holdes oppe af musklerne i og omkring nakken, musklerne i den øverste del af ryggen og ledbånd der ligger tæt inde omkring hvirvlerne. Hovedets tyngdepunkt ligger en smule foran rygsøjlen. Det er derfor at hovedet falder fremad når du fx falder i søvn i toget eller bussen. Dvs. der er konstant spænding i musklerne når du sidder, går, står og bevæger dig rundt, for at hovedet kan holdes på plads. Den optimale holdning omkring hals og nakke er at kindbenet fra 0-3 cm udfor nøglebenets inderste kant (ind mod brystbenet) eller højest 3 cm foran. Du kan måle det ved at tage en lineal og sætte lige ud fra kroppen på toppen af brystbenet og holde en halskæde ind til kindbenet. Der hvor kæden rammer linealen aflæser du antal cm. Det bør være 0-3 cm. For hver 2½ cm hovedet er foran nøglebenet fordobles hovedets vægt der skal holdes af muskler og ledbånd i nakken. Dvs. hvis dit kindben er 5 cm foran nøglebenet (hvilket ikke er usædvanligt), så vejer hovedet 3 gange så meget for muskler og ledbånd. Området som hovedet ”hænger” i er omkring den 7. nakkehvirvel og dette område vil forsøge at forstærke sig ved at danne brusk og fortykke ledbåndende til at modstå den øgede belastning. Og efter lang tids belastning vil det ses som en fortykning. Udover at det kan påvirke forfængeligheden så kan tantepuklen forvolde ulidelige smerter.
Puklen kan mindskes eller måske helt forsvinde hvis du genoptræner hele muskulaturen omkring hals, nakke, øvre ryg og den øverste del af maven. Her er en øvelse der angriber puklen direkte og skaber bevægelighed i området, så det bliver mere smidigt og dermed øges blodstrømmen. Og har du ikke en pukkel, så er øvelsen alligevel fremragende til at forøge dit daglige velvære specielt hvis du sidder meget foran en computer og arbejder.
Egypteren
Giver bevægelighed i nakke- og brysthvirvler samt træner skuldermusklerne
Udgangsstilling: stå med fødderne i hoftebreddes afstand. Stå med god kropsholdning og sænk skuldrene. Træk baghovedet bagud og op så hagen trækkes ind. Stræk armene lige ud til siden og bøj højre albue så fingerspidserne peger op mod loftet og bøj venstre albue modsat så fingerspidserne peger nedad mod gulvet.
Bevægelsen: drej så armene så de vender modsat. Kig til den side hvor armen indadroterer (peger ned ad) og drej armene igen og kig modsatte vej.
Gentag øvelsen 60-80 gange. Hold den gode stilling med hovedet.
Træn med Birgitte Nymanns effektive hjemmetræningsprogrammer