Løb er en af de meste effektive former for konditionstræning, det er nemt at gå til og kan laves hvor som helst og når som helst. Og derfor er der også mange af os, der gerne vil løbe.
Men der er også mange af os, der ikke rigtigt kan lide det.
Eller vi bliver hurtigt skadede.
Eller vi mister hurtigt motivationen. Fordi vi aldrig rigtigt når så langt at det bliver fedt at løbe.
Godt begyndt er halv fuldendt som et gammelt ordsprog siger. Og det er så ganske rigtigt, når det kommer til løbetræning. Er du for ambitiøs i forhold til din form er risikoen for smerter og stor ømhed stor og risikoen for at du hurtigt giver op igen er langt større end hvis du planlægger en god start. Som nybegynder er det fristende bare at snøre skoene på fødderne og drøne derudaf. Men hvis du vil lære at løbe med glæde og løbe uden om de traditionelle løbeskader, så skal du starte meget mere roligt ud, end du tror. Eller i hvert fald end de fleste tror.
Uanset hvad der er målet, så starter ethvert træningsprogram med det første skridt, og det må gerne være et lille et! Kroppen har brug for at vænne sig til belastningen ved at løbe, og derfor er det vigtigt, at du er indstillet på at starte fra bunden, også selvom ambitionerne rækker til store mål. Det kan synes uoverskueligt at skulle starte de første uger med masser af rask gang, afbrudt af minimale mængder løb, men det er vigtigt at holde dig til programmet, så led og sener får tid til at vænne sig til belastningen.
Det er normalt, at benene er lidt ømme i starten. Kroppen har brug for at vænne sig til belastningen, og netop derfor er det vigtigt, at du ikke overdriver træningen, og husker at lægge mindst én hviledag mellem hver træningsgang. En effektiv måde at reducere ømheden på, er ved at variere underlaget du løber på. Asfalt og fliser er meget hårde underlag, der belaster benene ekstra meget, mens skovstier, grusveje, strandbredder og græsplæner byder på fortrinlig stødabsorption. Og så er det en god ide at variere løberuten, så du ikke løber samme tur hver gang. Resultatet kan være, at du efter nogen tid keder dig og mister lysten til at løbe. Derfor: Varier ruten, så man altid har nogle nye oplevelser at se frem til.
Træningsprogram – kom godt i gang
Jeg har lavet 9 træningsprogrammer som lydfiler. Altså lydfiler som du downloader til din smartphone og tager med dig på løbeturen. Så guider jeg dig til at finde det rette tempo, til hvordan du sætter intervallerne sammen, så du træner i et tempo, hvor kroppen kan følge med OG på en måde så du kan finde løbelysten frem og komme til at glædes over hver eneste løbetur.
Læs om programmerne her: https://www.birgittenymann.dk/vare/boost-din-loebelyst/